Gå til indhold

Skanderborg Kommune går med i projektet “Jyllands Grønne Hjerte”

Skanderborg Kommune går med i projektet “Jyllands Grønne Hjerte”
  • 29. oktober 2026

Skanderborg Byråd har besluttet, at kommunen skal arbejde sammen med Silkeborg, Horsens og Ikast-Brande Kommuner om at skabe et stort, sammenhængende naturområde på tværs af kommunegrænserne.

Projektideen “Jyllands Grønne Hjerte” kommer fra Silkeborg Kommune, som også er tovholder. Visionen er at samle naturen i et stort, robust og selvforvaltende naturområde, frem for mange små og isolerede naturarealer. Projektet bygger på anbefalinger fra Københavns Universitets rapport ”Mere, Bedre og Større Natur i Danmark” om, at biodiversiteten styrkes bedst i store, sammenhængende naturområder.

Projektet skal bl.a.:

  • styrke biodiversiteten gennem sammenhængende og selvforvaltede naturområder, hvor dyr og planter kan sprede sig.

  • sikre, at arealer, der tages ud af landbrugsdrift som en del af Grøn Trepart, udvikler sig til natur af høj kvalitet.

  • gøre det lettere at søge fonde og anden ekstern finansiering.

 Jyllands Grønne Hjerte skal ses i sammenhæng med Gudenåplanen, som Skanderborg Kommune allerede arbejder aktivt for gennem Gudenåkomitéen. De to projekter dækker i høj grad de samme arealer, fordi de bygger på de samme naturpotentialer, som Københavns Universitet har udpeget. Kommunens styregruppe for Grøn Trepart vurderer, at netop de to projekter tilsammen har det største potentiale for naturen i Skanderborg Kommune.

Skanderborg Kommunen forventer ikke at få ekstra udgifter lige nu ud over timer til projektledelse. Selve naturprojekterne skal finansieres med statslige midler, EU-midler, private fonde og puljen til natur-signaturprojekter.

I DN Skanderborg ønsker vi at bidrage til projektet og skabe fremdrift. Har du lyst til at bidrage til projektet ”Jyllands Grønne Hjerte”, så skriv til os på mail: skanderborg@dn.dk

Jyllands Grønne Hjerte, markeret på et kort fra Københavns Universitets rapport “Mere, Bedre og Større Natur i Danmark” (2024).

Todo