I denne tid er en helhedsplan for Gudenåen under udarbejdelse og på vej igennem det politiske system i kommunen. Behovet for en plan skyldes ikke mindst de seneste års kraftige oversvømmelser, som vi har kunnet følge i medierne, men også forhold af naturpolitisk karakter spiller en væsentlig rolle. Der er diskussion om opstemningerne i kunstige søer, hvoraf nogle har været anvendt til at levere vandkraft som i Vestbirk og Tange, spørgsmål om grødeskæring eller ej, forhold for fiskeyngel af fx laks og ål, bekæmpelse af invasive arter, sejlads, fiskeri og i det hele taget vandkulturens rolle og bevarelse.

Er Gudenåen en vandafleder eller natur i sin egen ret?

I forarbejderne til helhedsplanen gik et overordnet, naturpolitisk spørgsmål på, om Gudenåen først og fremmest bør have til formål at aflede vand, eller om Gudenåen er et stykke natur i sin egen ret. Omsat til praktiske forhold betyder det, groft sagt, forskellen på, om vandløbet skal reguleres, så det til enhver tid kan bortlede også forøgede regnmængder helt til åens udløb, eller om man bør lade åen finde sine egne veje, hvad det så måtte betyde af mulige oversvømmelser. Og det uanset, om forstyrrende aflejringer eller større nedbørsmængder så skyldes naturen selv eller er fremkaldt af menneskers foretagsomhed i og ved åen eller andetsteds.

På sin vej fra udspringet i Tinnet Krat til udløbet i Randers Fjord passerer Gudenåen - Danmarks længste vandløb - igennem syv kommuner. I hver af dem har Danmarks Naturfredningsforening en afdeling, og disse syv afdelinger er i deres bidrag til helhedsplanen blevet enige om den fælles forståelse, at de generelt vil arbejde mod yderligere regulering af danske vandløb. Altså i hovedsagen betragte Gudenåen som natur i sin egen ret. Medmindre dog, at regulering skulle angå væsentlige, samfundsmæssige interesser.

Hjælper vi naturen, eller forgriber vi os på den?

Når nu nedskyllede sandmængder bjerges op af åens løb, melder det interessante spørgsmål sig, hvor dette indgreb befinder sig på en skala fra ”vandløb som natur i sin egen ret” til ”vandløb som nødvendig vandafledning”. Under førstnævnte betragtning måtte man lade åen gøre, hvad den ville med den tilførte forsyning af sand, medens man under sidstnævnte må rense åen op der, hvor dens hidtidige løb ellers vil forstyrres af disse aflejringer.

Sandjorden er kommet fra marker, som er bearbejdet af mennesker med maskiner. Det kan i sig selv forstås som et indgreb overfor åens natur, og er det så måske rigtigst at råde bod på det ved hjælp af andre mennesker med maskiner?

Har du lyst til at diskutere denne hændelse eller konsekvenserne af den, så kan du kommentere på DN Skanderborgs Facebook-opslag.